KYS FRØEN

MÆRK ÆRTEN

OG FÅ ET EVENTYRLIGT LIV

 

 

 

 

   

VELKOMMEN


Velkommen til mit eventyrlige uldne strikkeunivers.

Jeg har altid strikket, elsker at lege med garn og farver, helst mange farver.

I de sidste år har der været en tendens til, at baby og børnetøj har skullet være en kopi af de voksnes tøj og indretning. Det har betydet at børn har skullet være iklædt sort, beige og jordfarver.

Jeg mener børn skal være børn og have MANGE farver. Helst i et design der er til at røre sig i, giver smil på læben og fart over feltet.

Alle mine farverige og finurlige trøjer, er selvfølgelig ikke kun til børn. Mange ligger også i voksne modeller, og er den trøje du har forelsket dig i ikke i en voksenudgave, så kontakt mig, for så bliver den lavet.

Alt dette og lidt til, er det du finder her på min hjemmeside.

Børnetøj bliver udsat for lidt af hvert, derfor har jeg valgt et dansk produceret uldgarn, der kan holde i mange år, hvis det får den rigtige behandling.

MØNSTRENE


Som garvet strikker er jeg kommet gennem mange forskellige strikkemønstre i mit strikkeliv. Nogle mere heldige end andre. Lige fra utydelige fotokopier til fancy opsatte mønstre.

Jeg har prøvet at lave det mønster, som jeg altid har savnet. Let overskueligt, let forståeligt og i et lækkert design

Mønstrene er udformet som en lille bog i A5 format.

Bogens blade kan foldes helt om, så man ikke har problemer med, at mønsteret smækker i, eller falder fra hinanden.

Diagrammerne er i A4 format og i farve, og kan foldes ud i fuld størrelse.

En side til noter, er også kommet med, så man ikke behøver at skrive sine notater i mønsterets margien.

Og det sidste der er kommet til, et målebånd på indersiden af omslaget, hvis man nu er kommet afsted uden.

Har du ideer til, hvad der kunne gøre mønstrene endnu bedre, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Det tager meget lang tid at udvikle et mønster fra ide til det endelige design. Kvaliteten, og det endelig produkt, er afhænig af det valgte garn og de valgte farver.

Derfor har jeg valgt ikke at sælge mine mønstre i løs handel, men kun som strikkekit.

Til gengæld har du mulighed for at strikke rigtig mange trøjer op i forskellige farver fra det samme mønster, da du kan købe garnet her på siden.

ØNSKER

Er den trøje du gerne vil strikke der ikke i den rigtige størrelse, eller vil du heller have nogle andre farver, så kontakt mig, så finder vi ud af det!

Logo og alle tegninger er lavet af kunstneren Mattie Rasmussen

http://www.facebook.com/l.php?u=http://www.mattieheartspace.dk/mattie.htm&h=GAQHdTSEl